Fødslen af bogautomat
I 1822 opfandt Richard Carlile, en britisk boghandelsejer, verdens første bogautomat. På det tidspunkt var udgivelsesbegrebet relativt konservativt. Hvis boghandlerne solgte radikale bøger kaldet "forbudte bøger", såsom fornuftens tidsalder skrevet af Thomas Paine, ville de blive sat i fængsel. Automaten undgår den direkte forhandling mellem kunder og ekspedienter, og eliminerer muligheden for mere censur.
Man kan sige, at bogautomaten ikke er designet til markedsføring, men til, at læserne kan ”høre flere forskellige stemmer”. Selvom bogautomaten ikke er blevet populær i stor skala siden da, gør nogle mennesker stadig det samme ud fra lignende ønsker.
Det var en weekend i 1933. Allen Lane, grundlæggeren af Penguin Books, stod på togstationens perron i Exeter. Han havde lige mødt en forfatterven, som skulle tilbage til London og ville købe noget i bog- og avisstanden på banegården for at læse i returtoget. Han var dog chokeret over det valgfrie læsemateriale... Dette inspirerede hans kampgejst, og han var fast besluttet på at lave en bog af høj kvalitet, der hørte til den æra.
Denne slags bog skal ikke kun være attraktiv i pris (en bog er lig med prisen på en pakke cigaretter), men kan også købes i traditionelle boghandlere. Endnu vigtigere er det, at det kan købes i jernbanestationer, tobaksbutikker og små kædebutikker. Han håbede, at bøger kunne gå ud af biblioteker og boghandler, ind på stationer og gader og i hænderne på fodgængere, der stoppede et øjeblik. Først i 1935 udgav han, inspireret af begrebet "bøger i lille størrelse" af albatrossbøger, den klassiske lommebogsserie. Så, i 1937, to år senere, blev den første Penguin Book-automat designet til at sælge lommebøger.
De ovennævnte automater kaldes normalt "vending machine" eller "dispenser" på engelsk og "distribution automation" på fransk. Uanset om det er på engelsk eller fransk, fokuserer dens oprindelige betydning på betydningen af "distribution og distribution". Efter oversættelse til kinesisk bliver dette ord brugt til at blive kaldt "automat". Det er frataget konnotationen af deling, er ikke længere en forlængelse af menneskelig adfærd og er simpelthen blevet en erstatning for salgstjenester. Vi må sige, at vi grundlæggende kan misforstå dens betydning og begrave muligheden for at bruge den fleksibelt.
I denne æra er automater, som salgskanal for bøger, faktisk lidt passive, men måske kan vi give et glimrende udstillingssted til at "genoplive" deres udvidede koncept. På offentlige steder, der ikke er beregnet til at blive læst, bruges en ny måde til at ændre folks adgang til bøger, stimulere læsernes lyst til at etablere et tæt forhold til bøger og bringe sjov til folks forvirrede ventetid. Disse gamle salgsautomater er blevet omdannet til at vise folk et nyt udseende og levere bøger til læsere som julemanden.
At holde sig til papirmediet er følelsen af mange mennesker i en menneskealder. Forlag skal dog ikke kun se, at de ting, de tror på, værner om og værner om, forsvinder med tidens forandringer, men også se en bredere vision og ansvar for muligheder, samarbejde og finde muligheder for medier og forbedring af læsemetoder. Faktisk optræder teksten altid i forskellige former og går dybt ind i vores liv ved hjælp af forskellige medier. Ligesom bogautomaten hele tiden ændrer sig, fortsætter og genfødes livet altid på forskellige måder. Muligheden for at læse er i udgivelsens revolution.